torsdag den 18. december 2025

Juleafslutning

Så nåede vi til vores julefrokost, som fandt sted i går aftes. Vi var i vores øvelokale og fik slået 2 borde op og pyntet med blå dug, julestjerne og juleservietter. Maden havde vi bestilt ude fra og der var masser at vælge imellem. Der var fiskefilet, sild, rejer, æg. Der var også flæskesteg, leverpostej, rødkål, asier, syltede agurker og ris ala mande. Der var rigeligt og vi fik ikke spist det hele trods en stor indsat fra alle. Det smagte rigtigt godt og der var tilmed en mandelgave. Vi fik ikke sunget helt så meget, som vi havde planlagt, men det blev dog til nogle julesange.

Vi brugte også en del tid på at planlægge vores jubilæumskoncert til næste år. Vi er næsten blevet enige med os selv om, at det skal være i foråret og vi kunne godt tænke os at inviterer andre kor med til koncerten. Der vil selvfølgelig også være noget hyldest til os selv. Vi fik også skrevet en del forslag til sange ned. Det eneste som var ret svært det var at finde en dato, hvor koret er fuldtallig. Nu mødes vi i starten af det nye år og får forhåbentligt funden en dato der, så vi kan sende indbydelser ud.