mandag den 30. december 2013

100 års jubilæum

Så gammel er vores kor trods alt ikke - det kan godt være at vi stiler mod at eksistere i så lang tid, men det har vist lidt lange udsigter. Vi har dog 10 års jubilæum i 2014 og så langt tid havde ingen af os vist regnet med, at vi ville eksistere og at vi ville have oplevet så mange optrædender og arrangementer. Så vi håber da, at 2014 vil  byde på ligeså mange fantastiske oplevelser som vi hidtil har haft.

Det  er Næstved Hovedbibliotek, som havde 100 års jubilæum d. 4. december 2013 og vi var selvfølgelig en del af underholdningen med nissehuer, hvilket vi syntes var en passende udklædning i dagens anledning, nu hvor det også var jul. Der var åbent hus og blev serveret æbleskiver og gløgg. Jeg fik dog at vide, at det var en god ide at vente med gløgg, til efter vi havde sunget, da det var temmelig meget spiritus i. Den smagte rigtigt godt, men det var bedst at vente til bagefter, ellers tror jeg vores sange var blevet ret så fornøjelige. Det er vi selvfølgelig i forvejen, men derfor er der jo ingen grund til at komme ekstra kul på keddelerne, selvom det også godt kan være rigtigt sjovt. Det passede bare ikke lige ind i den sammenhæng. Vores optræden gik fint, dog kom vi lidt nervøst i gang med Imagine, men fik rettet op på den undervejs, så det kom til at lyde ganske udmærket. Vi skulle synge efter at der var blevet holdt taler og der stadigvæk blev serveret æbleskiver og gløgg. Vi har siden holdt juleferie og starter op i det nye år med en optræden hos Kræftens Bekæmpelse. Det er selvfølgelig i fuld udklædning.

søndag den 3. november 2013

Spil Dansk Dagen 2013


Igen i år deltog vi i Spil Dansk Dagen, om end i noget begrænset omfang.
Spil Dansk Bussen havde turneret i kommunen med to børnekor og Hanne og Bent og sluttede med en optræden på hovedbiblioteket. Der var rigtig mange velsyngende og glade børn med i år.
I forlængelse af børnenes optræden gav vi også et par numre: Jeg plukker fløjlsgræs, Ved vejen lå et hus, Sensommervise og til sidst I skovens dybe stille ro.

60'er-aften i Glumsø




Onsdag den 30. oktober var vi engageret til at optræde i Rejseladen i Glumsø - i et samarbejde mellem Glumsø Bibliotek og Rejseladen.
Fra begyndelsen var vi noget usikre på, om konceptet mest var Spil Dansk Uge eller 60'ere, men efterhånden fik vi arbejdet os hen imod et godt miks af begge dele - også et godt miks af rent kor- og syng-medsange.
Per Carlsen og Bent Kværndrup indvilgede i at akkompagnere, og det er altid godt at have de to med, gennemmusikalske som de jo er, og det blev en del af underholdningen, at Bent havde glemt sine noder til fordel for mappen med budgettet for 2012. (Historien melder ikke noget om hvad det var budgettet for, men det er vel også lige meget!)
Der var ikke voldsomt mange tilskuere - men de, der var, deltog med liv og sjæl og havde en fin aften. For en gangs skyld blev der råbt på ekstranummer - og for en gangs skyld havde vi ikke forberedt ét. Efterfølgende blev vi enige om, at for fremtiden må vi have et nummer lært udenad, så vi hurtigt kan servere det.
På billedet ses Bent Kværndrup med kæk Beatles-paryk, kæmpende sig igennem "verdens uheldigste mand" uden den Magna Print-version, han havde forberedt hjemmefra.

lørdag den 5. oktober 2013

Kulturnat



Kulturnatten på biblioteket indebar også at BiblioteKoret var en del af programmet, så vi havde en ½ time hvor vi sang forskellige sange fra 60erne eftersom at det var temaet for Kulturnatten og vi alligevel var i gang med at øve sangene til vores optræden i Glumsø her senere på måneden. Vi fik vores eget rum til at øve og klæde om i og ude på døren sat dette fine skilt. Det er vi meget glade for og en anden gang vil vi gerne set et ligende skilt på døren, det kan vi ikke får for meget af. Ud over det fine skilt var der også noget til ganen på bordet i form af vin og masser af slik. Det havde vi ikke lige forventet at vi ville få men vi er meget glade for gaven. Selve optræden involvererede nogle ret udklædte kormedlemmer i 60er tøj. Når først parykker, halskæder og tøjet kommer på er vi slet ikke til at kende igen. Vi fik også følgeskab af en guitarist som spillede til 2 af numrene. Der var visse steder i sangene udfald fordi vi var lidt usikre på rækkefølgen i en af sangene og nogle steder var der nogle stemmer som faldt af. Det er vi sikkert de eneste som lade mærke til og det publikum som hørte på os, havde det i hvert fald sjovt. Så nu øver vi videre så vi er klar til Glumsø i fuld udklædning. 

søndag den 8. september 2013

Ost, vin og masser af slik!




Fint skal det være, når vi starter en ny korsæson. Så frem med velourdug, lys, blomster og det fine bestik. Der tilføjer man så ost, vin og frugt i lange baner. Så er der lagt op til en festlig aften med indslag af en enkel sang på hele fire sider med pop lyd som skal indøves, så det lyder rigtigt.

I år har vi fået tilføjes noget helt særligt som vi måske i virkeligeheden altid har haft brug for..........




Korhylder og hele 2 styks. Læg lige mærke til hvor mange rekvisitter der er plads til og også til vores gummieklaver. Der er simpelthen ikke et øje tørt. Man kan så undre sig over hvad et woklåg laver på en korhylde? Det er der en meget god forklaring på, det er nemlig en uundværlig rekvisit til italiensk temasang. Her er den blevet brugt til at holde spaghetti bolognese varmt og helt skjult på en tallerken. Derudover kan woklåg også bruges som en måne til Lady og Vagabonden og det er der nok ikke nogen, der har tænkt på før os. En tom vinflaske kan også finde vej til vores korhylde, det var så også en rekvisit til vores italienske optræden. For at ingen skal være i tvivl om hvem disse hylder tilhører er følgende dymo blevet klistret på hylderne: BYENS BEDSTE BIBLIOTEKOR. Den store kasse øverst på hylden springer en meget i øjenene og man kan virkeligt tænke meget længe over hvad den kan indeholde. Med mindre at man er medlem af vores kor, for så ved man godt man kassen indeholder.



Alt vores slik og kager selvfølgelig og der er mere end man lige aner i kassen. Jeg kan i flæng nævne at kassen indeholder følgende pr. dags dato:

Franske vafler
Orange sticks
Flødeboller
After eight 
Cookies med chokolade
Toms miniskildpadder
Merci chokolade
Rom cookies.

Man må sige, at vi forstår at fylde en kasse op med guf og vi løber i hvert fald ikke tør lige med det samme. Så må vi se på onsdag hvor meget vi får gjort kål på og hvilke nye forsyninger der havner i kassen. God appetit :O)

onsdag den 28. august 2013

Tak for sangen(ene)!

Kære medchoristas!
Jeg er dybt rørt over og meget taknemmelig for jeres optræden ved min afskedsreception her i dag, den 28. august.
Som sagt var jeg spændt på, om I overhovedet havde haft tid til at indøve noget som helst her i ferietiden, men I overgik da bare jer selv - side by side  - funiculi - funicula - potpourri med opfindsomme rim, hvor var det bare godt!!
Jeg glæder mig til at synge sammen med jer igen!
Kærlig hilsen Lis

lørdag den 29. juni 2013

Lige en ekstra omgang

Helt sommerferie havde vi så ikke. Vi havde en afskedsreception i går som vi var blevet inviteret til. Så derfor har vi stort set øvet hver eneste onsdag i denne måned. Det var ikke det store klæd ud stykke dog fik vi lagt nogle blomsterkrandse ind og også skrevet en sang til Nanna. Vi skulle så have orkester på bestående af klaver og bas. Det voldte musikene lidt problemer at finde ud af hvordan de skulle spille når vi sang fordi de spillede orginal sangen mens vi sang en lidt anden version af den. Så indtil vi fik opklaret det snakkede vi meget forbi hinanden. Da det så endelig lykkes at få styr på rytmerne lød det rigtigt godt og vi fik fyret det nummer af som vores afslutning. Inden da havde vi sunget 2 pæne danske sange. Vi fik faktisk at vide at vi sang så godt at der var en af publikummerne som blev helt rørt.

Da vi varmede vores stemmer op, fik vi at vide af korlederen, at vi sang meget rent og flot. Hun var sådan helt overrasket, men det kan vi kan godt finde ud. Vi er trods alt et kor med mange år på bagen efterhånden. Vi har faktisk 10 års jubilæum til næste år, så mon ikke lige at vi skal arrangere en jubilæumskoncert? Der var også interesse for os med henblik på arkiveret af hvilke sange og optrædender vi har fremfør i alle årene. Især nu hvor NæstvedBibliotekerne fylder 100 år her til december. Så nu skal vi måske også arkiveres og gemmes for eftertiden. Der vil også være nok at tage fat på med den guldgrube af sange som vi har produceret. Så nu ser vi frem til en lang sommerferie, da vi først vender frygteligt tilbage i september.

torsdag den 30. maj 2013

Ostebord

Det høre sig til både til en korafslutning som den i aftes og til en korsæson start som den vi skal have i august. Der skal selvfølgelig også rødvin, vindruer, jordbær og andet godt på bordet og det var der også. Desuden var bordet rigtigt flot pyntet med syrener i vaser og sommerservietter på tallerkenerne og kagemand til dessert. Det var dog ikke en vi selv havde bagt, men den stod i frokoststuen og vi blev enige om at det betød, at vi godt måtte smage på den. Den var god! Selvom vi indtog det store spisebord var der selvfølgelig også plads til lidt skønsang, vi fik  repeteret vores drikkeviser og nogle af de sange som vi stadigvæk har i vores opsamlingsheat. Så det var bare rigtigt hyggeligt og nu er vi officielt gået på sommerferie.....der er ikke flere arrangementer i denne måned....det kan være at der dukker noget op i juni?.....vi er altså gået på sommerferie....det passer........det er vi.....

torsdag den 16. maj 2013

En hel almindelig koraften.....

Hvordan forløber sådan en hel almindelig koraften? I går aftes bestod den i at flere kordamer kom med Toms skildpadder i 3 forskellige versioner og for at det ikke skal være løgn en kæmpe bøtte med slik. Vi blev ret hurtige enige om, at vores guf aldrig har været så stort og massivt til stede på bordet før og vi har slet ikke brugt vores gavekort endnu. Når vi så alle sammen er samlet bliver der lige snakket lidt sammen og så er der som regel en der siger "Skal vi ikke synge?" Det er så tegn til at snakken skal forstumme og vi skal stille os op i vores korformation, som er en hestesko med bue og varme stemmerne op. SÅ går vi i gang med at synge og i går gik vi i gang med at synge svenske viser. Dem kan vi godt lide, men hold da op det var meget knudret svensk forstået på den måde, at det var lidt svært at synge ordene korrekt, fordi udtalen drillede lidt især med den første sang. Det gik meget bedre med den anden svenske sang - der sad vi så også ned og havde kastet os over guffen og tage hul på te og kaffe. Det kan være, at der var derfor, at det gik så godt??

Vi fik også øvet en ny sang af Stevie Wonder - "Yester-me, yester-you, yesterday" Teksten står meget hulter til bulter i noden, så det kan godt være svært at navigere rundt og få sunget den rigtige linie, men hold op hvor er den god. Vi er ret sikre på at det bliver en af korets ynglingssange, når først den sidder i skabet.
Vi fik også øvet os på "Side by side" Den skal vi nok også få styr på.

I kaffepausen fik vi lidt mere information om en forestilling i Haslev, som vi måske skal være med til sammen med et andet kor. Korlederen mener, at vi er oplagte til jobbet, fordi det kræver et ret livligt kor, som er indstillet på ikke at stå stille og være en god lydkulisse. Der er bl.a. en scene med en markedsplads, hvor der skal være tilråb og jubel....det er da lige os. Det kan vi godt finde ud af. Jeg tror at det bliver sværere de steder, hvor det krævet at nu blev der stille. Det snakkede vi om måske godt kunne være lidt svært for os, at vi skal lægge en dæmper på os selv, men selvfølgelig hvis det er det, det kræver så gør vi det da. Nu må vi se om vi tilslutter os arrangementet, men der er i hvert fald rig mulighed for at kunne opleve os på slap linie, hvis vi gør.

onsdag den 24. april 2013

O, hvor er jeg glad i dag

Det var en af de sange vi sang til forårscafen på musikskolen i søndags og det var ikke opera som en af tilskuerne troede og som højlydt bekendtgjorde at så gik han. Det kunne vi så berolige ham med, at det ikke var, da det er en rigtigt køn forårssang af Carl Nielsen, som vi faktisk er blevet ret glade for at synge i vores kor. Det er jo altid en god ting, at vi kan lide det, vi synger og jeg nævner ikke noget om, hvilke hadesange vi har. Sådan nogen findes der også, det taler vi bare ikke så højt om - det bliver nævnt meget hviskende og i lavt stemmeleje. En hadesang kan være kendetegnede ved:

- At vi har sunget den for mange gange
- At enkelte medlemmer ikke kan lide en bestemt sang
- At teksten er rodet og skal synges forskudt

Det er nok de 3 vigtigste grunde til en hadesang. Dem havde vi heldigvis ikke på vores program i søndags og vi kom tilmed ud at køre i en meget fin bil sammen med Fritz. Bænken var dog temmelig vakkelvorn og flere af os var bange for, at vi ville skride i svinget, fordi vi vuggede mere til begge sider end vi plejer, når vi er ude at køre bil. Heldigvis røg der ikke nogen af i svinget og vi kom sikkert frem og fik afsluttet nummeret. Der var desværre ikke så mange publikummer som der var plads til. Jeg tror faktisk, at det er en af de sjældne gange, hvor koret har sunget for tomme stole. Der var publikum, men det bestod mest af de optrædende fra musikskolen, så vi kunne godt have tænkt os, at der var kommet nogle flere, nu hvor der er så god plads i den fine sal, som Musikskolen har fået, efter de er flyttet til nye lokaler. Det kan være at det kan lade sig gøre til næste år ellers må vi sætte en kæderedaktion i gang og få fat i nogle flere begejstrede publikummer.

fredag den 22. marts 2013

Er du dus med himlens fugle??

Ja, det må man sige, at vi er i vores kor. Vi var i hvert fald onsdag aften på biblioteket, da vi optrådte med sange fra 1950erne og også i udklædning. Vi kan jo ikke synge sange og så ikke være klædt ud som 50er piger og jeg synes faktisk det lykkes ret godt.  Der var flere kostume skift undervejs og ingen havde mere travlt end vores korleder som gjorde det hele 3 gange. Det er lige så det giver sved på panden.



Et af kostumeskiftene for de fleste af os kordamer, var da vi skulle ud og køre med Fritz. Der må jo helst ikke ske noget med ens frisure og det er altså også meget godt lige at have solbriller. Så på med tørklæde og solbrillerne og så ud at køre med Fritz. Han skal jo selvfølgelig også lige have hat på.  Der var meget klemt på bagsædet i vores meget opfindsomme bil som bestod af 2 bænke med en stol imellem - vores bagsæde og 2 stole foran som var til vores chauffør og Fritz. Der var ikke helt plads til 7 bedårende piger som vi sang om da vi er flere i koret så der var der faktisk også en bagsmæk på bilen. Det var lige før at vi have brug for en limousine. Køreturen gik godt og vi kom heltskinnet frem selvom der undervejs var nogle ret skarpe sving.

Det var en meget fint scene vi fik os i udlånet og med påskeliljer på bordet. Det ser da pænt ud:



Læg især mærke den den fine plakat. Det kunne da ikke være bedre, når vi nu selv skal sige det. Sådan gør vi altså reklame for vores arrangement som der heldigvis var publikum til. Faktisk så mange, at vi måtte sætte ekstra borde op og der var heldigvis nok guf til næsten alle bordene. For en kaffepause uden guf det GÅR altså bare overhovedet ikke. Det var derfor et kærkomment syn der mødte os oppe i frokoststuen for hvad var det lige vi ret hurtigt fik øje på..........GUF MASSER AF GUF. 




Se selv det passer. Læg lige mærke til nederst på vognen - hele 5 skåle fuldt af slik og der er også småkager øverst og så lige lidt frugt i form af druer. Jo vi var helt rigtigt dækket ind og klart til at få os et sukkerchok, men det er der altså også brug for, når vi er så aktive i vores kor. Tænkt bare på alle vores kostumeskift og selvfølgelig også alt vores sang. Vi var så heldige at have fået en ny pianist fordi vores sædvanlige ikke kunne komme. Det fungerede rigtigt godt også med vores sædvanlige guitar. Desuden havde vi et flot film stykke med forskellige sange som vi så kunne synge med på. Vi sang med både Poul Reichardt og Bodil Kjer. Det var sjovt at prøve og vi gav også en smagsprøve på sange fra 1960erne, da det vist nok er meningen, at vi skal lave en ligende aften med de sange en gang i efteråret.

fredag den 15. februar 2013

Nye tider??

Der sker ting og sager i vores kor. Vi har fået et mandligt medlem som både kan synge sopran og i midtergruppen. Alt afhængig af hvilke sange vi synger flytter han rundt mellem os. Ud over dette skete der noget helt vildt i onsdags....vi holdt 2 kaffepauser med slik og guf begge gange!  Det er aldrig sket før. Vi er godt nok glade for vores kaffepause men alligevel. Man skulle ellers tror at en pause var nok, men det var det altså ikke. Den første pause var lidt ufrivilligt, da korleder blev forsinket. Det gjorde nu ikke noget for så kunne vi jo drikke kaffe/te og spise slik. Da vi så endelig kom igen og havde sunget i over en time begyndte soprangruppen at falde lidt sammen, idet vi satte os ned i stedet for at stå op og synge. Nogle vil måske kalde det for mytteri, men det var nu ikke. Vi blev bare så trætte, at vi lige måtte hvile benene lidt. Heldigvis trængte de andre også til at sidde ned, så vi blev enige om at holde en kaffepause til.

Vi er ellers i fuld gang med at øve til vores forårskoncert i marts, hvor vi skal holde en fælles sangaften med sange fra 50erne. Heldigvis kommer der også noget nyt på tapetet, for nogle af os synes, at vi har sunget de sange så mange gange efterhånden, at  vi er blevet lidt træt af dem. Så det bliver en blanding af nyt og gammel  samtidig med at vi får et lysbilledeshow, som skal køre i baggrunden. Så nu er de næste mange onsdage booket og vi skal selvfølgelig også have orkester med bestående af guitar og klaver.

torsdag den 3. januar 2013

Nu med Borgerservice

Og klædt i noget orange med vest på. Vi havde vores optræden i går, da Borgerservice blev indviet på Næstved Hovedbibliotek. Vi skulle mødes ret tidligt allerede kl. 9 og da vores korleder ikke var dukket op og heller ikke tog sin mobil, blev vi lidt bekymrede. For vi er altså ikke ret gode til at synge på egen hånd. Det kan være svært at finde det rigtige tone og vi mangler ligesom en dirigent. Uden mad og drikke dur....uden dirigent dur BiblioteKoret ikke. Heldigvis lykkes det os at få fat i hende og hun kom lige i tide til, at vi kunne nå at øve det meste igennem. Vi havde dog sunget lidt på egen hånd inden for lige at varme stemmene op og fik også gjort det inden vi skulle i udlånet. Optræden gik fint og der var faktisk en låner som spurgte om vi have udgivet en cd, for det kunne jo godt være at han så ville købe den. Se det kan vi lide at høre.  Nu må vi overveje om vi skal give os i kast med at lave en Greatest Hits her i det nye år.

Jeg ved ikke om Dronning Margrethe får gaver til sin nytårskur, men det gør vi. Vi fik et gavekort som udelukkende skal bruges til at købe slik, kager og flødeboller for til vores kaffepauser. Gad vide hvor meget vi kan købe for 500 kr? Det er vi meget glad for og vi fik det for vores fine indsats. Fremover skal vi ikke længere betales i rødvin, når vi optræder, nu er det gavekort som gælder eller hvad?? Jeg tror ikke helt, at vi vil afskrive rødvin for det kan vi også godt lide. GODT NYTÅR.