onsdag den 24. april 2013

O, hvor er jeg glad i dag

Det var en af de sange vi sang til forårscafen på musikskolen i søndags og det var ikke opera som en af tilskuerne troede og som højlydt bekendtgjorde at så gik han. Det kunne vi så berolige ham med, at det ikke var, da det er en rigtigt køn forårssang af Carl Nielsen, som vi faktisk er blevet ret glade for at synge i vores kor. Det er jo altid en god ting, at vi kan lide det, vi synger og jeg nævner ikke noget om, hvilke hadesange vi har. Sådan nogen findes der også, det taler vi bare ikke så højt om - det bliver nævnt meget hviskende og i lavt stemmeleje. En hadesang kan være kendetegnede ved:

- At vi har sunget den for mange gange
- At enkelte medlemmer ikke kan lide en bestemt sang
- At teksten er rodet og skal synges forskudt

Det er nok de 3 vigtigste grunde til en hadesang. Dem havde vi heldigvis ikke på vores program i søndags og vi kom tilmed ud at køre i en meget fin bil sammen med Fritz. Bænken var dog temmelig vakkelvorn og flere af os var bange for, at vi ville skride i svinget, fordi vi vuggede mere til begge sider end vi plejer, når vi er ude at køre bil. Heldigvis røg der ikke nogen af i svinget og vi kom sikkert frem og fik afsluttet nummeret. Der var desværre ikke så mange publikummer som der var plads til. Jeg tror faktisk, at det er en af de sjældne gange, hvor koret har sunget for tomme stole. Der var publikum, men det bestod mest af de optrædende fra musikskolen, så vi kunne godt have tænkt os, at der var kommet nogle flere, nu hvor der er så god plads i den fine sal, som Musikskolen har fået, efter de er flyttet til nye lokaler. Det kan være at det kan lade sig gøre til næste år ellers må vi sætte en kæderedaktion i gang og få fat i nogle flere begejstrede publikummer.

Ingen kommentarer: