tirsdag den 26. juni 2012

Ostebord og rødvin

Der skal mad på bordet til en korafslutning eller ost og rødvin. Så vi havde dækket op til det helt store i onsdags og denne gang var der ikke cante-mus på spil i pausen. Vi kan jo ikke lade være med at synge, selvom der er mad på bordet og denne gang fik vi en udfordring fra korlederen: Hvor mange sange kunne vi uden af?? Vi har nemlig lidt en tendens til at synge med hovederne nede i nodepapiret i stedet for at kigge op. Jeg synes nu ikke, vi er så slemme til det, men vi prøvede dog ad og det viste sig at vi faktisk med fælles hjælp kunne en del. Der var godt nok en basstemme som forsvandt i "Ved vejen lå et hus" og loppen fik en mand undervejs i sangen. Det var altså ikke, fordi vi havde drukket for meget rødvin, der var også vand på bordet. Vinduerne var åbne i frokoststuen, fordi der bliver meget varmt og på et tidspunkt hørte vi, at der var en der blev ønsket tillykke med fødselsdagen, så vi styrtede over til vinduerne og begyndte at synge "Happy birthday" ligeså højt vi kunne. Han kiggede sig lidt omkring, så jeg tror han hørte lidt af vores skønsang. Vi skal i hvert fald ikke gå glip af at synge for andre, når det kan lade sig gøre. Kaffen blev drukket meget sent, men det var en meget hyggelig aften og vi havde det vældig skægt.

Ingen kommentarer: